Dagsrytmen i vuggestuen
Vi åbner hver dag kl. 6.45 hvor vi er fælles med børnehavebørn i cafèn. Her er der mulighed for at spise morgenmad indtil ca. kl. 7.30, hvor børnehaven går op til sig selv.
Morgenmaden består som regel af friskbagt brød, cornflakes, varm grød eller ymer med hjemmelavet mûsli. Hertil serveres mælk eller te.
Ca. kl. 9.00, hvor de fleste børn er kommet, er der frugt, brød, gulerødder m.m. med vand til. Små børn får tilbudt grød eller mælkeerstatning alt efter alder og behov. Her holder vi også en form for samling, hvor vi synger sange.
Vi snakker om hvad vi skal lave og om hvem der mangler af børn og voksne.
Hver fredag når børnehaven er kørt på bus tur, holder vi fælles samling med børnehaven. Vi synger sange og fortæller om stort og småt.
Fra ca. 9.00 til 11.00 er der forskellige aktiviteter. Vi er i haven, går ture, maler, klipper og klister,eller bare hygger og leger på stuerne. Dørene imellem de to stuer og køkkenet står for det meste åbne, så børnene kan færdes frit rundt, selvfølgelig med opsyn fra en voksen.
Kl. ca. 11 spiser vi frokost. De store vuggestuebørn spiser i cafèen, men de små spiser på stuen.
Frokosten består af varm mad, smørselv dage, grøddage og fiskedage.
Rundt omkring på stuerne og i gangen hænger ugens menu plan. Køkkenet er altid åbent for gode ideer – ynglingsopskrifter eller blot en snak.
Omkring kl. 12.00 er de fleste børn puttet i krybber/barnevogne, for at få en velfortjent middagslur. Hvert barn har sin egen barnevogn eller krybbe med madras, dyne og sele. Når det er koldt sover alle børnene desuden på lammeskind. I er velkomne til at medbringe barnets egen pude, dyne, sovedyr eller andet barnet er trygt ved.
Børnene sover udenfor hele året rundt. Vi tager højde for meget koldt vejr samt alt for varmt vejr. Disse dage vil børnene sove inde på stuerne. Har nogle børn behov for at sove mere end en gang eller blive puttet lidt tidligere, så følger vi altid helt det enkelte barns rytme.
Mellem kl. 14 og 15 vågner børnene op igen, friske og klar til mere leg og sjov. Børnene får her eftermiddagsmad, som gerne er frugt, brød eller rugbrødssandwich, yoghurtdrik med vand eller mælk til.
Derefter er der igen leg og hygge i haven m.m. for børnene, frem til vi lukker kl. 17.00. Fredag lukker vi dog kl. 15.45, hvor man skal være ude af institutionen.
Informationstavle
På gangen i vuggestuen hænger en stor informationstavle, hvor vi dagligt skriver hvad vi har lavet i løbet af dagen. Der er også information om personalets mødetider m.m.
21. januar 2010, jon